Kontaktøvelser
Udgivet den 21/08/2011 af Finn Gehrcke
Hunden har et navn, og den skal lære at denne “lyd” er den bedste i verden, samt at det kan betale sig at være opmærksom på dig!
Kontaktøvelser for hundehvalpe
Begyndelsen på kontaktøvelser er at få hunden til at reagere positivt på dens navn. Dernæst forlanger vi langsomt lidt mere af den.
Øjenkontakt er det absolut vigtigste. Din hundehvalp er ikke glad for at se dig i øjnene, da det i hundens verden anses som en provokation, – men den skal lære at det kan betale sig at holde et vågent øje med dig – og at det er OK at se dig i øjnene.
Læs om hundesprog og sørg for at din mimik sender de rigtige signaler tilbage til hvalpen!
Belønning er en absolut nødvendighed og skal for det meste gives i form af mad. Nogle gange kan det dog være legetøj og kælen. Selvom hunden reagerer bedst på godbidder, så hav et godt stykke legetøj i lommen. Når hvalpen yder bare lidt ud over det sædvanlige forkæler du den med leg!
Hvalpen behøver ikke at blive tyk. Den skal jo have mad mindst tre gange om dagen. Hvem siger at det hele skal serveres i madskålen?
Så snart vi kæmper med at få hunden til at gøre noget i for lang tid er slaget tabt. Al træning skal være en success-oplevelse for hunden. Den skal tro på at den snildt kan vinde godbidden – endda indenfor få sekunder. Går vi for hurtigt frem mister hunden selvtillid – og sker dette for tit kan det blive uhyre svært at rette op på igen!
Du kan umuligt gå for langsomt frem. Utålmodighed er din største fjende – tiden derimod er din ven :)
En nummerplade?!!
Hunden har fået et navn, men i hundens øjne kunne den lige så godt hedde “MK45 213″!
Vi skal ikke lære hunden at den hedder Fido, men derimod skal hunden erfare at Fido er den bedste lyd i verden, som altid medfører noget positivt – aldrig noget negativt!
De første 1½ år er det strengt forbudt at kombinere hundens navn med noget ubehageligt. “Fido, Nej”, “Føjjj Fido” osv.
Personligt mener jeg at man skal forsøge at undgå dette resten af hundens liv!
Fido = Guf og positiv kontakt!
Begynd så snart hunden er kommet hjem.
Sig “Fido” hver gang du giver en godbid. Sig “Fido” når du kæler med den. På dette tidspunkt skal du ikke stille krav til øjenkontakt – eller at hunden kommer. Hunden skal blot lære at “Fido” altid efterfølges af noget behageligt.
Dernæst skal du prøve at kalde “Fido” når hunden er blot en lille smule optaget af noget andet. Enhver form for reaktion skal belønnes med ros og godbid.
Øjenkontakt
Afstanden mellem hundens og vore øjne er ofte et stort problem. Hvis hvalpen er 30 cm. og du er 180 cm. høj, så svarer det jo til at du skulle kommunikere med et væsen, som er over ti meter højt!
Du skal ned og ligge på gulvtæppet. Hold en godbid tæt ved dine øjne og sig “Fido”.
Hunden vil forsøge at vriste godbidden ud af din hånd, men du forhindrer den i dette.
Så snart hundens øjne møder dine udløses godbidden og der roses.
I starten er det OK at udløse godbidden, når blot hundens øjne er på vej mod dine. En lille flakken med øjnene er fint. Du kan jo altid stille lidt større krav næste gang!
Langsomt flytter du hånden med godbid ud mod siden, så der bliver lidt længere afstand mellem godbid og øjne. Så snart du føler at du er gået et skridt for hurtigt frem går du tre skridt tilbage!
Nu kan du begynde at sidde på gulvtæppet – dernæst på hug – og snart kan du stå.
Hver gang du stiger i højden skal du lade hånden med godbid komme tæt på dine øjne igen.
Skift miljø
Nu skal I udendørs – ud i haven, eller et andet sted, hvor der ikke er alt for mange forstyrrende elementer som duft af andre hunde, fugle, egern osv.
Igen gælder det, at når du øger sværhedsgraden på et punkt, skal du slække den væsentligt på andre punkter. Du skal igen ned og ligge, og have godbidden tæt på øjnene. Du mærker hurtigt om du kan gå lidt hurtigere frem, men igen – et skridt for langt betyder tre skridt tilbage!
Sjov leg, – med en grim smag i munden!
Når hunden er blevet rigtig god, laver du en sjov leg, hvor du placerer en godbid mellem læberne, så hunden tydeligt kan se den. Så snart hunden opnår øjenkontakt spytter du den ud. Så snart hunden har fattet pointen skal hunden bevare øjenkontakten i et par sekunder. Tidsintervallet skrues forsigtigt op.
Nu begynder du at gå. Du kan faktisk lære din hund at gå pænt ved din side på denne måde.
Når hunden er blevet rigtig skrap gør du legen endnu sjovere.
Du kæmper med at undgå øjenkontakt, mens hunden kæmper for at opnå den. Du drejer rundt om dig selv, går baglæns, løber et par skridt frem osv.
Du sørger selvfølgelig for at det, inden alt for længe, lykkes for hunden at opnå øjenkontakt, og så spytter du “guffer” :)
En magisk trøje
Udvælg et stykke egnet legetøj, som hunden er glad for. Stik det ned i halsudskæringen på din T-shirt, trøje eller jakke – så hunden tydeligt kan se det.
Nu går du lidt rundt – og hunden følger med, med tydelig interesse for legetøjet.
Når der er god kontakt stikker du hånden ind under tøjet og presser legetøjet ud, så hunden kan få det.
Langsomt stopper du legetøjet længere og længere ned i tøjet – indtil hunden ikke længere kan se det.
Nu har du en hund, som altid holder øje med din hals – også når der kun periodisk er noget legetøj gemt i tøjet.